Hvad er clairvoyance - og hvordan udtrykker den sig i dit liv?
Clairvoyance betyder 'klarsyn'. Clairvoyance er evnen til at 'se' eller fornemme ting der ligger uden for det de fysiske sansers normale rækkevidde.
Næsten alle etniske kulturer og forhistoriske samfund har værdsat de clairvoyante evner meget højt. Kun i vort moderne vestlige samfund har vi tilsyneladende glemt disse urgamle, værdifulde evner. Dog ligger den clairvoyante intuition gemt lige under vores travle overflade - klar til at blive hentet frem i lyset!
De clairvoyante evner skjuler sig i dag således bag det lidt mere neutrale ord 'intuition'. Vi kan så at sige 'fornemme' når noget ikke er som det skal være.
På Engelsk findes udtrykket: gut feeling . På Dansk har vi vendingen sommerfugle i maven . De fleste har på et eller andet tidspunkt oplevet hvorledes deres intuition har vejledt dem i en situation hvor fornuften har meldt pas.
Rent faktisk går hele samfundsudviklingen i en retning hvor der igen bliver mere og mere behov for intuitionen. Man taler i dag om at det ikke er nok hvis en erhvervsleder har en høj 'IQ'. Vi bør også have en høj 'FI', følelsernes intelligens.
Vores intuitive evner er medfødte, men kan udvikles gennem træning ligesom enhver anden evne. Intuitionen kan ovenikøbet blive så veludviklet at den udvikler sig til et 'klarsyn' der ofte ikke kan forklares videnskabeligt.
Når intuitionen således gennem træning bliver udviklet til ren clairvoyance, får vi et meget værdifuldt værktøj der kan anvendes på utallige planer i vores tilværelse.
'Min' clairvoyance Den måde jeg for det meste anvender min clairvoyante evner på er, at gå dybere ind i nuet og orientere mig mod en persons udviklingsproces. Her fanger jeg det som i situationen er væsentligt for denne persons videre udvikling. Det kan være det drejer sig om en indsigt i hvorfor en speciel sygdom er opstået, eller det kan dreje sig om at hjælpe med til at skabe større forståelse og indsigt i personens liv.
Clairvoyance er i mit tilfælde at 'se' hvilke ubalancer en person har, hvorledes de er opstået og hvordan og med hvad, de hurtigst muligt kan rettes.
Clairvoyance kan også være det at 'se' hvilke muligheder eller potentialer en person har og derfra guide personen nemmest gennem eventuelle forhindringer.
'Din clairvoyance Den måde klarsyn udtrykker sig på, varierer imidlertid i høj grad fra person til person. At du finder din clairvoyante vej bliver således vigtigt. Den første opgave for din voksende intution er derfor at fornemme hvor du har dine clairvoyante styrker og interesser. Clairvoyance har lige så mange 'farver' som regnbuen.
Min opgave bliver i denne sammenhæng at hjælpe dig til at finde din vej.
Terapeutisk Clairvoyance
Når jeg arbejder med clairvoyance, er mit fokus på nuet. Hvor befinder et menneske sig lige nu - hvilke livsprocesser er vigtige? Hvad er ved at folde sig ud og hvad er ved at læres? Hvilke muligheder er der eventuelt i det pågældende menneskes liv? Og er der noget, som står i vejen for at de optimale ressourcer og potentialer kan udnyttes og udfoldes. Behandleren bruger således klarsynet eller clairvoyances som et vigtigt redskab til at gå i dybden og skære igennem, så klarhed skabes der hvor der eventuelt er forvirring.
Når vi taler clairvoyance er det også vigtigt at understrege, at livets vej ikke ligger som et fuldstændigt planlagt kort, vores udgangspunkt er, at den måde man som menneske lever sit liv og handler i sit liv er vigtigt og altafgørende. Intet kan i realiteten spås eller forudses i fremtiden, det hele afhænger af dig og den måde du handler og bruger dit liv på. Ligger der gamle tanke- og handlemåder og blokerer for, at de potentialer og eventuelle talenter du har, kan folde sig ud, er det vigtigt at arbejde med at slippe de gamle mønstre. Følgende eksempler kan måske illustrere dette. En bog skriver ikke bare sig selv fordi du har talentet, hvis du i dit liv har lært at du ikke er god nok som den du er, kan dit talent ikke folde sig ud før du har erkendt og sluppet tanken "jeg er ikke god nok" og erstattet den med en anden og mere rigtig tanke om dig selv. Ligesom manden i dit liv ikke bare står klar i en gul regnfrakke ved et busstoppested om 6 måneder. Vi spørger hellere - Hvad skal der til i dig for at du virkelig kan møde din sande livspartner og hvad blokerer dig i dit liv? Hvordan kan disse blokeringer blive healet, så du kan møde din eventuelle partner som den du virkelig er fyldt med vitalitet styrke og skønhed.
Terapeutisk clairvoyance skal ikke bare give svar på din fremtid og bevise hvordan du har levet før. For os at se er dette ikke det vigtigste. Fortiden kan blive relevant, men kun hvis den kan belyse vigtige ting for dit liv her og nu og hjælpe dig til at udvikle dig og komme videre. Ligesom fremtidsperspektiver og muligheder i dit liv kan hjælpe dig til at ville arbejde med dig selv så du virkelig vil kunne høste det du faktisk kan her i livet.
Når vi arbejder med terapeutisk clairvoyance er det vigtigt at du selv føler dig som en del af processen og selv deltager aktivt med at arbejde med dig selv, så klarheden i dit liv kan folde sig gradvist ud. Vi lægger særligt vægt på at dette også sker på det helt daglige niveau - her og nu hver eneste dag og ikke bare som drømme om en fremtid. Behandleren hjælper dig netop til at få belyst hvordan du selv vil kunne komme videre i dit liv og støtter dig gennem øvelser og klarsyn til at få bearbejdet og frigjort det, som står i vejen for at dit liv vil kunne folde sig ud på den optimale måde for dig.
Terapeutisk clairvoyance sker for det meste over flere gange alt efter ønsker og behov.